Hvordan kan jeg bygge et Earthship i Danmark?

Af Signe Lütken og Mpho Thor Bonde

Foreningen Earthship Danmark kommer her med gode råd og erfaringer for dig der ønsker at bygge et earthship i Danmark. Læs her om, hvad der skal til førend projektet kan blive til noget, og om hvilke udfordringer du kan risikere at møde, når du kontakter myndighederne. Vores råd er helt klart, at det er bedst at være godt forberedt inden man bygger. Vi har hørt historier fra andre europæiske lande, hvor earthship-aspiranter først har fået mundtlig byggetilladelse, men senere nægtet den endelige skriftlige tilladelse. Men giv endelig ikke op med dine earthship planer, for fremtiden ser lys ud for earthships!

3 grundtrin

Hvad møder man af udfordringer, når man vil bygge et earthship i Danmark?

Hvordan stiller myndighederne sig, hvis man søger om byggetilladelse til et earthship?Earthship Danmark bliver ofte stillet et spørgsmål i den stil, da mange danskere er interesseret i at bygge earthships. Faktisk oplyser Earthship Biotecture, moderorganisationen i USA, at de er blevet kontaktet af mange danskere med henblik på at få et prisoverslag for et byggeri. Administrationen behandler altid førstegangshenvendelser på samme vis. Der er 3 grundlæggende ting der skal være på plads, inden man kan bygge:

  1. byggegrund
  2. tilladelse
  3. finansiering

Administrationen oplyser i den forbindelse, at de aldrig har hørt tilbage fra en eneste af de danske henvendelser. Dette kan i høj grad bero på, at der i Danmark er meget faste byggeregler. Man kan også vende det om og sige, at de regler der er, er lavet for at beskytte danskerne mod dårlige boliger, og det er jo på sin vis godt. Derfor er en af Earthship Danmarks målsætninger også at bevise for de danske myndigheder, at konceptet earthships vil danskerne det godt.

Bildæk som byggemateriale

En af udfordringerne for at bygge i Danmark kan være, at bildæk ikke er godkendt som byggemateriale til beboelse. En af grundene er, at de aldrig har været brugt før i Danmark. Ofte får nogen en mistanke om at off-gassing være gældende. Man kan dog se på hjemmesiden for Earthship Biotecture, at University of Wisconsin har lavet en uafhængig undersøgelse, der viser, at kun bildæk udsat for vejr og vind kan give off-gassing. Derfor vil der ikke være mulighed for off-gassing med bildæk brugt i et earthship, fordi de er pakket ind, isoleret og afskærmet fra både sol, vind og luft. Derudover har der været folk i Taos, New Mexico som har boet i earthships i omkring 40 år, som lever fortrinligt den dag i dag.

I Tjekkiet er der givet tiladelse til at bygge med bildæk i 2011, fordi earthship byggeriet bliver regnet som et eksperiment, som kan gavne miljøet. Man kunne tænke sig, at der kunne gives tilladelse med den samme begrundelse i Danmark, men det afhænger meget af lokalplanen og den enkelte kommune. Der er mange kommuner i Danmark, som direkte nedfælder et ønske om at bruge genbrugsmaterialer til byggeri i lokalplanen og her vil det være oplagt.

Opgør med den gængse genbrugstanke

En af grundene til at danskere kan være imod at bygge med bildæk i Danmark er også, at vi i DK har et godt genbrugssystem for bildæk. Der er en fabrik ved Viborg, hvor praktisk taget alle danske bildæk bliver transporteret hen, når de har aftjent deres værnepligt på vejene. Autoforhandlere betaler for at komme af med dem eller også kører private dem hen og afleverer dem på kommunens genbrugspladser, der så kører dem videre igen.

Derfor er der mange der tænker: ”Fint, vi har sådan et godt system, så derfor giver det ikke mening at bruge dem i earthships. Og ergo, derfor kan/ skal vi ikke bygge et earthship.”

Men her kan man stille spørgsmålstegn ved, hvor godt vores genbrugssystem egentlig er? Vi bruger enormt meget energi både på transport for at samle alle bildæk fra hele landet et sted. Dernæst bruges der meget energi på den proces, hvor dækkene neddeles ved hjælp af varme og så skal omdannes til andre produkter for derefter at blive transporteret væk fra fabrikken igen.

En af de 6 byggesten for earthships er netop genbrugstanken, der her skal forstås som en direkte genanvendelse af et affaldsprodukt. Det vil sige at brugte bildæk med det samme bliver en positiv ressource for et byggeri. Der skal selvfølgelig bruges håndkraft for at banke det ind til en hård mursten, men det skulle jo være sundt at svede lidt.

 

Et earthship uden bildæk?

Hvis du alligevel ikke har lyst til at bygge med bildæk, da de jo kan være besværlige at få fat på, så er der også mulighed for at bygge med rammed earth eller stampet lerjord. Faktisk er dette en gammel byggemetode man brugte for ca 200 år siden og Karen Blixens hus er eksempelvis bygget med stampet jord. En af grundene til, at stampet jord ikke har vundet indpas i den danske hus-industri er, at det ikke er et særligt industrielt materiale. Der er ingen penge i det. Men på trods af det, er det let-tilgængeligt og stort set gratis. Det eneste man skal tænke på at gøre anderledes siden Karen Blixens tid er, at der selvfølgelig stadig skal isoleres udenpå jorden. For jorden er varmeledende og vil blive ved med at fordele varmen ud til al den jord den har kontakt med. Hvis man bygger med stampet jord, er man derfor fritaget for at skulle igennem problemer med tilladelse på grund af byggematerialet.

Tilslutning til offentlige net
Med hensyn til byggegrunde, er der desværre mange steder, hvor by- eller landplanlægningen kræver, at man tilslutter sig både el, vand og kloak. Hvis man betaler for forbrug af vand, kan man eventuelt lave den løsning, at man bare lukker for vandet, som man derved har til nødreserve. Samme løsning kan man lave i forhold til el-forbruget, at man kører over el-nettet og man vil således være mindre afhængig af solpaneler og kan købe et mindre anlæg. Det betyder bare, at man går på kompromis med vigtige ting fra earthships koncept, som handler om at være ”off-the-grid” og uafhængig af de offentlige systemer. Nedenfor vil jeg præcisere de 3 områder el, vand og kloak nærmere.

 

Regnvand som drikkevand

Opsamling af regnvand til drikkevand kan også være en udfordring, hvis man vil bygge et earthship i Danmark. Det er der 2 primærårsager til. For det første er Danmark rigt på – som oftest- meget rent grundvand. For det andet betaler kommuner ofte en pæn sum penge til vandværket, hvorfor det bedst kan betale sig for dem, at så mange som muligt er koblet til vandværket, så alle borgere solidarisk kan dele prisen for vedligeholdelse af rør osv.

 

Man kan spørge sig selv, hvorfor man dog skulle rense regnvandet, når dette i øjeblikket skal renses mere end grundvand? Man kan også sige, at grundvandet er en resurse vi har nu, men vi ved ikke hvor længe grundvandet forbliver rent. Især ikke efter, at der er fundet mange rester af round up i flere drikkevandboringer. Her kan earthships være en måde, hvorpå man viser en alternativ måde for andre danskere. Og her skal man heller ikke glemme, hvor meget man sparer på vandet, når toiletvandet er genbrug fra både bad og plante-vanding. Eller at regnvand ikke indeholder så meget kalk, så man bliver fri for at afkalke kaffemaskinen samt kan bruge væsentlig mindre vaskepulver, da vandet er blødere.

 

Det positive ved at opsamle sit eget vand er også, at mange synes det er en god fornemmelse selv at kunne forsyne sig med vand, at man er uafhængig. Med denne konstatering følger naturligvis også et stort ansvar med. Man skal tjekke, om vandfiltrene skal skiftes, man kan ikke bruge ubegrænsede mængder af vand, og man skal ca hvert 2. år rense sin cisterne (vand-opsamlingstank), alt efter hvilket et system man bruger. Men det er ansvaret værd, siger undertegnede der har boet i et earthship og drukket af det dejlige bløde vand, der smager meget bedre end dansk postevand.

 

Earthship Danmark har i øvrigt haft kontakt til et advokatfirma, der oplyser, at opsamling af regnvand til drikkevand ikke skulle være noget juridisk problem, når det er til eget forbrug. Så her virker det ikke som om, at man løber hovedet mod en mur, hvis man vil opsamle regnvand. Man møder helt sikkert mange overraskede embedsmænd, men det gør det jo ikke ulovligt.

Strøm

Earthship Biotecture har designet noget de kalder en POM, som står for Power organisation Module eller også kaldet en power station. Den består af 4 komponenter: batterier, charge controller, inverter og selvfølgelig solpaneler. En af fordelene ved at have sit eget strømsystem kan være, at man ikke er afhængig af elnettet, hvis der fx sker strømafbrydelse. Det kan også være godt at vide, at man ikke støtter hverken kul- eller atomkraftværker, som strømmen man får ind i huset kan stamme fra. Derudover producerer både sol- og vindenergi jævnstrøm, som er sundere at leve med end vekselstrømmen. Man skal dog også her overveje, om man har lyst til ansvaret der følger med. Man skal for eksempel vide præcis hvor meget strøm man bruger, da batterierne aldrig må gå under 25 %, idet de således hurtigt vil skulle skiftes ud. En generel regel er, at man ikke kan bruge føntørrer i et earthship. Og så skal man kunne betjene sit eget system, fx tjekke på charge controlleren, hvor meget strøm der løber ind. Og man skal også helst have flest mulige apparater tilsluttet DC strømmen, idet man mister 10% strøm ved at omdanne strømmen til AC, som de fleste af vores moderne hus-apparater kører på i dag.
Kloak

I forhold til kloakering gælder det samme som med el og vand, at man må kigge på de lokale bestemmelser for området. Såfremt der ikke står et direkte krav i lokalplanen om, at byggegrunden skal tilsluttes offentlig kloak, så skulle dette dog ikke være noget problem. Der er mange der laver pilerensningsanlæg, som minder meget om Earthship Biotectures ”blackwater” løsning. For at tilpasse sig moderne vestlige forhold har Michael Reynolds eksempelvis ændret på designet af kloakken og tilføjet en septiktank, hvorfra det oversivende vand løber ud i rensningsanlægget. Så earthshippets kloak burde være det nemmeste at tilføje.

 

Drivhuset og dyrkning af mad

Umiddelbart giver dyrkning af mad i drivhuset sig selv. Det er blot en god i de at beslutte sig for, hvad det indebærer at bo sammen med planter. For tanken lyder ret fantastisk, men virkeligheden kan være en masse fluer, bier eller myrer, der ikke er til at slippe af med. Nogle har for eksempel planter i soveværelset, mens andre kun har planter i det yderste drivhus. Tager man Global modellen er den designet således, at gulvet er på niveau med jorden i i drivhuset hvor planterne står. Rent æstetisk ser det utrolig godt ud med skifersten udenom planterne, men nogle har påpeget, at det ikke er særlig praktisk med rengøring, fordi der hele tiden skal fejes. Derfor laver nogle en kant, så det er et højbed.

 

Hvis man ikke er så vild med at passe planter, så gælder der samme regler som i en have. Man planter det, som har lettest ved at gro og give afkast. Der er for eksempel gode resultater med vinranker, alle mulige krydderurter, og geranium blomster, hvis man er til prydplanter. Og derudover selvfølgelig almindelige drivhusplanter som tomater og agurker.

 

Andre gode råd

En god ide inden man starter byggeriet er at gennemgå materiel-listen og se hvilke materialer man kan skaffe brugt eller gratis. Det kan godt betale sig at bruge lidt tid på dette. Undertegnede har fx set både flotte genbrugsfliser, badeværelser af gratis natursten samt et loft af små stykker forskelligt træ. I earthshippene i Taos anvender de næsten altid genbrugstræ til at designe køkkenelementer, som hver gang får et unikt resultat. Ved det tjekkiske earthship byggeri havde de samlet gamle enkeltglas vinduer samt en masse flasker. Og når man samler alle disse materialer, så skal man tænke på at have et ordentligt sted at sætte det, hvilket kan være en container eller en gammel lade på en byggegrund.

 

Det kræver også sin matematiker at anvende eksempelvis genbrugsvinduer, fordi målene skal tilpasses. Og det tager sin tid, så man skal overveje, hvor lang tid man har lyst til at et byggeprojekt skal vare. Mange mennesker oparbejder depressioner bare ved en renovering af en lejlighed, og så siges det jo at slide en del på parforholdet.

 

Derudover kan det kun gå for langsomt med at tale med naboerne til earthshippet, inden man søger om tilladelse. Fortæl dem om hvor fedt konceptet er, og at et earthship ikke skærmer for nogens udsigt, for hvis ikke man har lokalsamfundet med sig der hvor man er, ja så har man dem muligvis imod sig, og så kan det være op ad bakke. Afholder kommunen eksempelvis et møde for lokalbefolkningen, så mød op og præsenter idéen om et earthship, så folk er klar over hvad du har gang i.

 

En sidste ting er selvfølgelig at undersøge den grund man har tænkt sig at bygge på. Der var eksempelvis et tilfælde i Norge, jeg har hørt om, hvor nogle ville bygge et earthship og havde købt grunden. Men de fandt så ud af, at der slet ikke var noget sol om vinteren. I Tjekkiet blev earthshippet bygget lige over en nordvendt bakke og måske 50 eller 100 meter foran var nogle virkelig høje træer. Det havde sgu været federe, hvis bakken havde været sydvendt og træerne lå bag earthshippet og skærmede for vinden i stedet for vintersolen, som er ekstremt vigtig. Men jeg håber selvfølgelig ikke, at det bliver noget problem for tjekkerne.

 

Nu har artiklen været lidt omkring earthshippets 6 principper med fokus på de overvejelser samt forarbejde man skal gøre sig, inden man skal bygge sit eget hus. Hvis du har flere spørgsmål, så brug endelig muligheden for at komme i kontakt med foreningen.

8 tanker om "Hvordan kan jeg bygge et Earthship i Danmark?"

  1. Hejsan

    Det lyder rigtigt spændende. Jeg bor pt i lejlighed og planlægger at flytte på landet evt med nogle venner. Økonomien er ok, men ikke prangende og personligt kunne jeg godt tænke mig at bo efter eathship konceptet. Billigt, miljørigtigt, fremtidssikret for afgifter og andeledes :)

    Jeg har været en del alternative husbygnings ideer igennem efterhånden og undersøger alle vinkler så godt jeg kan, for ikke at starte det forkerte projekt. Håber i kan svare på nogle spørgsmål. Er lige startet i går med at kikke på earthship ideen, så er ikke så meget inde i det endnu.

    1. Er der et færdigbygget hus i Danmark eller Sverige/tyskland (tæt på) man kan besøge? (Har set igangværende projekter i thy lejeren og horsens!)

    2. Hvorfor bruge bildæk frem for stampet jord? Det virker meget nemmere at bygge sider i fx spånplader og bare fylde og stampe jord i, frem for at købe og pakke dæk?

    3. Når man har bygget vægen af dæk, ville det så ikke være nemmere at fylde hullerne ud med noget papiruld fx, der jo hurtigt og nemt kan sprøjtes på?

    4. Har i en liste eller forslag til kommuner nær København, hvor de er venligtsindede mht bygning i de her alternativer?

    5. Før jeg fandt eathship kikkede jeg på mulighederne for at bygge en stor kælder, da byggereglerne åbenbart er nogle helt andre under jorden. Fx gælder bygge procenten ikke, så man kan teknisk set bygge hele grundens areal om til en stor kælder. Mener også jeg læste, at så længe byningen ikke stak mere end 1,25 op over overfladen, så talte det som kælder!? Er det noget der ville gøre bureaukratien omkring byggeloven simplere for et eartship?

    Det var vidst det indtil videre. På forhånd tak. Venligst hilsen Per Funch

    • Hej Per
      Tak for din kommentar. Håber du kommer igang med dine byggedrømme, det er spændende:)

      Svar på spørgsmål:
      1. Nej, der er ikke noget færdigbygget tæt på os i DK. Der er nogle lidt ældre modeller i Belgien og Holland samt England. Men de er bygget uden fundament, hvilket Earthship Biotecture er begyndt at anbefale til vores klima (selvom det er lidt imod konceptet der går ud på at bygge i ét med jorden.) Så vi må eksperimentere!

      2. Jeg ville også selv benytte stampet jord. Der står også noget om stampet jord i denne artikel, som jeg mener vil kunne besvare dit spørgsmål.
      Forskellen på at benytte bildæk og stampet jord er dels at bildæk skulle holde bedre i tilfælde af jordskælv. Men der er også mange der godt kan lide de runde former, som helt naturligt og nemt kan laves med bildæk, mens det er lettere at lave stampet jord firkantet. Så det er både æstetiske og praktiske forskelle, så det er en smagssag. JA, og som du selv er inde på, er stampet jord lettere end at stå og hamre dæk i timevis.

      3. Man kan fylde hullerne med hvad man vil. Det vigtigste er bare, at de bliver fyldt ud og det kan holde. I Australien har de fx brugt Hempcrete til nogle af væggene, mens Michael Reynolds er glad for cement. Det er han primært fordi det er nemt at få fat i og nemt for nybegyndere at arbejde med. De har en lidt anden holdning til cement i USA virker det som om.

      4. JA, det er et stort spørgsmål. VI ønsker selv at bygge så tæt på Kbh som muligt, men man skal samtidig have et stykke jord man skal betale for. Det afhænger af lokalplanen i det område, hvor jorden er. Det jeg vil anbefale er, at du skal tage udgangspunkt i et specifikt stykke jord og så spørge kommunen og evt søge byggetilladelse inden du køber det. Min erfaring siger mig, at det vil være nemmere i yderkommuner som fx Holbæk end i Roskilde, idet lokalplanerne ofte foreskriver, at man skal være tilknyttet el, kloak, men det kan du også læse om i den artikel jeg nævnte.

      5. Earthship som kælder? JEg ville personligt være lidt skeptisk over at bygge det for langt nede i jorden især i vores klima, da der er meget fugt. Men alt skal jo prøves af, så det er helt klart en mulighed!

      Mvh Signe, næstformand i Earthship DK

    • Tak..Var det et kompliment? Du fatter dig i korthed. Det er smukt!

      De bedste earthship hilsner

      Signe, Næstformand

  2. hej……allesammen……
    tjek lige dette her……..I Odsherred Kommune ønsker vi at gøre en indsats for at skabe plads for flere der drømmer om et liv på landet med nærvær, fællesskab og udvikling. Derfor har vi blandt andet udlagt en række grunde til bofællesskaber, hvor man kan eksperimentere med boformer, byggematerialer og boliger. Men også andre boformer er der akstra fokus på.

    Hvis du ønsker at etablere et bofællesskab i kommunen, eller måske komme med i et, hvis du leder efter landejendommen eller det aktive lokalsamfund, så får du en særlig “håndholdt” indsats, med henblik på at gøre det så nemt for dig som muligt at flytte til Odsherred.

    Ønsker du mere information om Odsherred Kommunes særlige bosætningsindsats så gå ind på http://www.odsherred.dk/bo, kontakt projektleder Mette Mathiasen på metma@odsherred.dk eller ring på 29 27 55 80 til Bosætning i Odsherred.

    • Hej Odsherred Kommune
      Det lyder spændende at bo i Odsherred Kommune. Jeg har da bestemt overvejet det – lige mellem familien i Jylland og netværket på Sjælland.

      Jeg synes bare, at når jeg har kigget på grundene og derefter prisen på jorden og så på min pengepung, så har det ikke rigtig været et match. Jeg synes udstykningen af grunde er meget små. Jeg ønsker at være selvforsynende, men det ku jeg da godt droppe med den kolonihave-størrelse af en grund. Og så er prisen høj i forhold til hvor langt væk Odsherred Kommune er. Som det ser ud nu, så vil det bedre kunne betale sig for mig at bygge på min egen kolonihavegrund frem for at flytte til Odsherred. For jeg vil ikke kunne beholde mit arbejde, hvis jeg flytter og så er det lige pludselig lidt mere usikkert, om jeg ville kunne få opfyldt min drøm om at bygge hus og være selvforsynende, hvis jeg ikke har nogen indkomst. Worst case scenario er mig i en 80’er trailer omgivet af en masse ormebefængte katte, fordi selv min egen datter ikke vil bo med mig længere:)

      Det kunne alligevel være spændende at høre om, hvad I har at tilbyde, så måske ringer jeg. Og tusind tak for den opmærksomhed, I har vist vores hjemmeside.

      Luv on-ya mate!

      Signe Lütken, Næstformand, Earthship DK

  3. Goddag :)

    Hvad er kravene til at betale til selve huset, hvis der da er nogle? Eller er den eneste udgift blot byggematerialer og grunden hvorpå huset skal bygges?

    Ud fra det du siger om at der er krav til at være forbundet til el- og vandnetværket, er det så ikke for sin vis umuligt at leve komplet ‘off-grid’ i Danmark?

    Ved at etablere et earthship og være selvforsynende indenfor vand, varme, el og mad, ville det derved være muligt at løsrive sig fra samfundet i en sådan grad at man ikke ville få brug for penge i resten af sit liv?

    Dette er i hvert fald min store drøm, så det ville jo være meget rart at høre hvorvidt det er muligt. :)

    • Hej Christian!
      Mange tak for din kommentar.
      Når du skriver kravene til at betale selve huset, mener du så arkitekt-tegninger? Der er flere muligheder. Mike Reynolds har skrevet sine bøger, hvor man i princippet selv skulle kunne bygge et earthship bagefter. Jeg har læst dem og jeg synes helt klart de er gode, men hvis jeg skulle gøre det billigst muligt, så ville jeg bare gå på youtube og se nogle klip. Der er flere meget detaljerede film, der beskriver hvordan man bygger fra ende til anden. Nu er det første danske officielle earthship også blevet indviet i Horsens og du kan finde det ved at søge på “Building tomorrow”. Så kan du evt tage ud og se det – virkelig flot!

      De krav der kan være til tvungen opkobling til el- og vand-net kan være nogle der er nedskrevet i lokal-planen. Det er bestemt ikke umuligt at være off-grid i DK, men man skal gøre sig nogle tanker først. Med hensyn til el og vedvarende energi. Man skal have sin egen batteri-bank og kunne betjene den. Dvs man kan ikke bare sætte el-kedlen over når man vil eller vaskemaskinen for den sags skyld. I USA vælger de fleste vaskemaskinen fra deres off-grid net, fordi de klogt siger: Jo større systemet er, jo større risiko er der for, at det går ned. OG jo større det er- jo mere vanskeligt er det at finde fejlen- og desuden er det dyrt. Mht vand så skal man lave sit eget vandværk for at rense vandet. Og vandet løber meget laaaangsomt gennem det anti-bakterielle filter. Så earthshippene i USA har to vandhaner. En til at vaske op med og en til drikkevand. Smart? En af mine medstuderende på earthship akademiet drak ganske vidst af den forkerte hane i over en uge, men hun blev ikke syg. Så man skal gøre sig nogle overvejelser. Når jeg selv skal bo off-grid engang, så vil jeg vælge gaskomfur og se om jeg fuldstændig kan undgå AC-strømmen, så jeg herved kan spare både spildet på op til 16% strøm fra overgangen mellem DC til AC ( fra vedvarende energi), men også converteren, så systemet bliver mere enkelt. Jeg er helt klart enig med amerikanerne i, at man skal lave systemet så enkelt/ skrabet så muligt, så man også økonomisk er “off-grid” fra banken.

      Som du sikkert kan regne ud er off-grid husbyggeri uden mortgage min store drøm også, så skriv endelig igen, hvis du vil snakke mere! Jeg kan fortsætte i timevis- så er du advaret!

      Mvh Signe Lütken, Næstformand i Earthship DK

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>